Er de dyreste tandbørster de bedste?
Hvilken tandbørste og tandpasta skal jeg bruge?
Med hensyn til tandbørster findes der mange forskellige mærker og udformninger, hvor den ene tilsyneladende altid er bedre end den anden. Generelt set er der dog ikke den store forskel, så find en farve du kan lide, en der ikke har for stive hår og brug i stedet energien på at børste tænderne ordenligt. Det er helt klart mere den enkeltes motivation til at gribe børsten og vedkommendes evne til at komme omkring, dvs motorikken, der er afgørende for tandsundheden. Hvis du er i tvivl, om du gør det rigtigt, kan du helt sikkert få din tandlæge til at vise det.
Når det kommer til tandpasta er der, på trods af Triple protection og anti-dit-og-dat, heller ikke den store forskel på virkningerne. Overordnet set er det eneste, der betyder noget, om der er fluor i, og det er der næsten i alle tandpastaer i dag.
Derfor køb en fluorholdig tandpasta, som smager godt og er billig. Derudover kan der være personer, som har øget tendens til at få after/blister på slimhinden ved brug af “natrium-lauryl-sulfat”-holdige pastaer.
Disse personer kan med fordel prøve pastaer uden dette skummemiddel, eks Zendium. Kig på deklarationen. Man kan nogle gange i reklamer få indtrykket af, at valget af tandbørste og -pasta er af stor betydning for en god mundhygiejne. Det er meget forkert.
Det kan næsten ikke pointeres kraftigt nok, at det, der tæller, er viljen og evnerne til en grundig mekanisk rengøring, mere end det er valget af de forskellige mærker.