Hurtigt og effektivt – det er lige mig

FC Midtjyllands formand, Anker Stensig Andersen, tog fra Herning til Rudkøbing for at få nye tænder på en dag

Af Lars Rasmussen, Vid & Sans

Anker Stensig Andersen fra Herning kender alt rigeligt til tandpine. Den har til tider været så slem, at han har revet de mest drilske tænder ud ved egen kraft.
I sensommeren 2006 var han dog træt af det stigende antal huller i tandrækken, så han søgte på internettet efter en behandling.

– Jeg fandt Ole Klitgaards side på internettet, og så, at han kunne give mig nye tænder på en dag, fortæller Anker.
– Det lød hurtigt og effektivt, og det var lige mig. Jeg har ikke tid til at vente flere måneder på et færdigt resultat, forklarer Anker.

Storinvestor
For ti år siden grundlagde Anker Stensig Andersen sit eget investeringsselskab, AA Holding A/S. Den erfarne revisor stoppede som partner i Price Waterhouse & Coopers for i stedet at satse stort på ejendomsinvestering – først i Jylland, i dag især i Kievs centrum.
Desuden har hans selskab, som i dag beskæftiger 8 medarbejdere, investeret i henved 30 virksomheder med i alt omkring 1000 medarbejdere i ind- og udland. Hans selskab har de seneste år givet tocifrede millionbeløb i overskud, og den evne håber fodboldklubben FC Midtjylland smitter af på klubben, hvor han blev valgt som formand i 2005.

Anker Stensig Andersen kørte fra Herning til Rudkøbing aftenen før behandlingen og fandt med lidt held et overnatningssted, for alt var ellers optaget af filmfolk og skuespillere i den uge. Anker kom næste morgen til klinikken kl. 8. Han blev budt varmt velkommen og fik tilbudt en stol i det bageste rum i klinikken. Her fik han målt tænderne op i forhold til næsespids og hage, inden han fik fjernet alle de sidste tænder i overmunden. Ole Klitgaard gik i gang med at rense knoglerne, så han kunne bore de fire skruer på plads i kæben.

Rolig atmosfære

Imens ankom tekniker Kim Bay fra Århus, som snart efter gik i gang med at bygge en ny mund op efter afstøbningen af Anker Stensigs mund.

Kim Bay har prøvet det over 100 gange siden 2004, så han tog det helt afslappet.

Så snart Anker ikke skulle ligge med åben mund, gik han stille rundt og snakkede med alle på klinikken, gik en tur til havnen – og hjalp endda med at flytte et par kasser i kælderen, hvor Oles datter gik og ryddede op.

En glad mand – det er skønt at slippe for tandpine
Da Kim Bay var klar med overmunden, tog Anker Stensig plads i stolen igen, og ”heldigvis” passede skruer og protese. Nu var det kun småjusteringer af tændernes vinkel, der skulle til. De skulle se ud og føles præcis, som da Anker havde sine egne.

Inden klokken 15 samme dag var tænderne endeligt på plads, og Ole Klitgaard rakte Anker et æble. Med lukkede øjne nød han det første bid, og nu var første halvleg overstået. Han kunne køre hjem til familien og allerede tre uger senere vende tilbage og få klaret undermunden.

– Det er skønt at slippe for tandpine, og nu er jeg ikke nervøs for, at en tand skal ryge ud, mens jeg holder tale i de forskellige selskaber, siger han med et skævt smil.

Fakta om Anker Stensig Andersen
Anker Stensig Andersen bor i Tjørring ved Herning sammen med ægtefællen Mie. De to har fire børn i alderen 21 til 13 år.

Anker er uddannet revisor og har i mange år været partner i PWC.

I dag er han formand og ejer af AA Holding, som investerer i ejendomme og virksomheder.

Han er medlem af en række bestyrelser og bl.a. formand for FC Midtjylland.