Mundskyl erstatter ikke god tandbørstning
Mundskyllevæsker er moderne, og vi overskylles nu af en international flodbølge af disse produkter, som købes ukritisk.
Denne type produkter er omfattet af kosmetik-lovgivningen, hvilket betyder, at det eneste krav der stilles er, at det ikke må være til skade for brugeren, dvs. der er intet krav om, at det skal virke, som lovet på etiketten.
Det er således de færreste produkter, der har nogen gavnlig virkning på længere sigt, udover at det umiddelbart giver en god smag i munden.
Dette kan give en falsk fornemmelse af ren mund. Mundskyl kan ikke erstatte tandbørstning, og det er et dyrt, besværligt og lidet effektivt supplement, der i værste fald kan være skadeligt. Beregninger på udgifterne til væskerne, hvis man skal bruge dem, som foreskrevet, viser, at det løber op i 650-1810kr pr. år. Naturens eget geniale mundskyl, spyttet, er derimod værd at satse på.
Den spytstimulerende effekt af grov kost, frugter og tyggegummi, er langt nyttigere, sundere og billigere end de mange mundskyl der mest virker som smagskamuflage.