Årsager til dårlig ånde

Dårlig ånde skyldes oftest stofskifteprodukter fra bakterier på tungeryggen og i plak på tænderne og i tandkødslommerne. Bakterierne producerer svovlholdige forbindelser ved nedbrydning af aminosyrer. Dette er en normal proces hos alle mennesker, mest udpræget ved nedsat spytsekretion som fx. under søvn, langvarig tale eller stress. Udenlandske undersøgelser tyder på, at over halvdelen af befolkningen mener at have dette problem, og tiden kræver frisk, vellugtende ånde.

Morgenånde
Undersøgelser viser, at mere end hver anden har dårlig ånde om morgenen på grund af forhold i mundhulen. Stofskiftet er nemlig nedsat om morgenen, og munden renses ikke i nær samme grad, når vi sover. Da er musklerne i munden mere i ro, og produktionen af spyt er stærkt nedsat. Det betyder igen, at mængden af afstødte slimhindeceller og bakterier i mundhulen vokser, fordi de ikke vaskes væk af spyttet. Hører man til dem, der ånder gennem munden, forstærkes den dårlige ånde yderligere.

Sultånde
Jo længere tid det er, siden vi har spist, jo større risiko er der for dårlig ånde. Der dannes mindre spyt, hvilket giver flere bakterier. I mangel på madrester i munden vil mikrofloraen i mundhulen kaste sig over proteinstoffer og afstødte slimhindeceller.

Hormonalt betinget dårlig ånde
Kan for eksempel opstå i forbindelse med menstruation og graviditet.

Dårlig ånde hos børn
Skyldes ofte betændte mandler, hvor madrester og bakterier gemmer sig i små hulrum i mandlerne.

Dårlig ånde hos ældre
Kan have mange årsager. Sygdomme, ændringer i spytkirtlerne, dårlig mundhygiejne, uregelmæssige måltider, indtagelse af medicin og et ændret stofskifte spiller typisk ind.

Dårlig ånde på grund af mad og drikke
Aromatiske stoffer i for eksempel hvidløg og alkohol går direkte i blodet og udskilles gennem lungerne med dårlig ånde til følge. Kød – især fedt kød – omdannes blandt andet til flygtige fedtsyrer i fordøjelsessystemet og udskilles gennem lungerne. Fed kost i det hele taget kan give et surt miljø, der igen giver dårlig ånde. Indtagelse af store mængder mælk og mælkeprodukter kan også give dårlig ånde.

Hvad kan man gøre ved dårlig ånde
Det bedste middel er stadig først og fremmest en god mundhygiejne. Det hjælper at holde tænderne rene og tandkødet sundt. Tungens bidrag kan reduceres ved at børste eller skrabe belægninger af tungen. Desuden er spytstimulation nødvendig for at fjerne substrat og affaldstoffer. Her er tygning af grov føde bedst, men også sukkerfrit tyggegummi eller pastiller med stærk smag kan hjælpe. Til dem som har behov for mere, kan man anbefale zinkholdige produkter (Zinkoral-tabletten, som kan købes på apoteker). De er ikke vidundermidler, men de har en vis lugtreducerende effekt. Det er bedre end blot at kamuflere lugten af bakterieprodukter med vellugt af fx. pebermynte.