Minela Ahmic

En fantastisk tandlægeklinik

Det er en kold dag i januar 2018. Minela Ahmic, som er pædagog i daginstitutionen 4-Kløveren i Svendborg, løber og leger med børnene. Alt er godt, og der bliver grinet og leget, indtil det pludselig går galt: Minela falder pludselig på fliserne, og situationens alvor er ikke til at tage fejl af: Minelas fortænder er slået helt skæve, og hun bløder kraftigt fra munden. Hurtigt kommer kolleger til og får hjulpet Minela. Hun bliver straks kørt til Klinikhuset Klitgård.

Mange år forinden blev Minela patient hos Klinikhuset Klitgård. Omkring år 2000 boede Minela og hendes forældre i asylcenter Holmegaard. De var flygtninge fra Bosnien, og havde fast bopæl i asylcentret i 4 år. I forbindelse med et tandeftersyn blev Minela præsenteret for personalet hos Klinikhuset Klitgård, og det skulle vise sig at blive et bekendtskab som varede ved.

Men tilbage til uheldet i 4-Kløveren. Kollegerne får hurtigt hjulpet Minela på benene, og mens en kollega kører Minela til Klinikhuset Klitgård i Rudkøbing, ringer en anden kollega og varskoer personalet, hvad der er sket. Da Minela ankommer til tandlægerne i Rudkøbing, står alle klar til at tage imod hende. Fra første sekund fornemmer Minela, at de vil gøre alt for at hjælpe hende. Beredskabet er parat.

Oles friske facon

Hurtigt bliver hun placeret i tandlægestolen, og Ole får på sin sædvanlige friske facon fortalt Minela, at hun kan tage det roligt, og at hun er i trygge hænder. Alle kan mærke og se, at Minela er frygteligt ked af det. Dels har hun store smerter i munden, og dels er det aldrig rart at få slået sine fortænder løs. Den normalt så smilende bosniske kvinde på 40 år, er forslået og ked af hvis hun allerede i så ung en alder skal miste sine fortænder.

– Ole er jo en fantastisk og kærlig tandlæge, som både er sjov, sød og forstående – og så har han somme tider nogle ret sarkastiske kommentarer. Den dag kunne han godt se, at jeg var meget ked af det, og straks gik han i gang med at bedøve mig i munden, så jeg kunne slippe for de værste smerter.

Og Minela tænker tilbage på dagen, hvor det gik galt, med taknemmelighed. I alle årene, hvor hun har været patient hos Klinikhuset Klitgård, har hun sat pris på den venlighed og imødekommenhed, som hele personalet udstråler. – De er alle sammen kærlige og man mærker at de er kærlige med oprigtig omsorg, fortæller Minela.

Minela bevarede håbet

Især den kolde dag i januar, hvor det altså gik galt på et splitsekund. Da Ole først havde fået bedøvet Minela, gik han og pigerne i gang med at se på skadens omfang – og det var temmelig nedslående: fortænderne var slået helt skæve, og Ole forsøgte at rette op på skaden så godt som muligt. Efter en times koncentreret indsats sidder Minela med en slags tandbeskytter i overmunden. – Den skal du have i munden de kommende 3 måneder, og så ser vi hvordan situationen er til den tid, sagde Ole.

Herefter gik Minela til kontrol hver anden uge, men efter de 3 måneder måtte Ole overbringe Minela den triste besked: – Vi kan ikke redde den ene fortand. Vi bliver nødt til at trække den ud og erstatte den med et implantat.

Det var et hårdt slag for Minela, som hele tiden havde håbet på, at hun kunne bevare sine ”rigtige” fortænder. Igen mærkede hun den enorme omsorg fra personalet i Klinikhuset Klitgård, og Ole igangsatte omgående en plan for hvordan tingene skulle gribes an. Han fik hurtigt skabt en midlertidig fortand.