Tandlægeskræk!

[Nedenstående er skrevet af Peter Lundblad, der led af tandlægeskræk. En dag modtog vi ham her på klinikken, og pludselig var det som om at Peters tandlægeskræk forsvandt. Læs Peter Lundblads beretning herunder.]

Hvornår har du sidst fået et knus af din tandlæge?

Af Peter Lundblad

Det blev til både en Store-bæltsbro og en Lillebæltsbro, da journalist Peter Lundblad fik totalrenoveret sin over- og undermund hos Klinikhuset. »Du kan da nok forstå, at det er helt umuligt at arbejde med dine tænder, når du hele tiden får nye huller. Det er ikke godt.«

Og så gik det løs igen, vrumm, vruuuumm, de borede og regerede, til det summede og værkede i hele kraniet. Jeg var vel omkring de 13 år og husker stadig, hvilken skræk det var at gå til tandlæge. Og jeg gjorde det meget. Rigtig, rigtig meget endda. Det var begyndt nogle år tidligere: Huller i tænderne. Mange.

Ikke fordi jeg spiste mængder af slik og drak litervis af Cola, det var nemlig før den tid, hvor teenagere begyndte at lægge deres tænder i nærmest konstant Cola-bad.

Næ nej, og jeg børstede såmænd også tænderne grundigt og regelmæssigt. Det hjalp bare ikke en dyt. Det var arveligt, fik jeg at vide, og dermed fulgte jeg behørigt op på min fars tand-historie, mens min mor ikke havde et eneste hul. Der er gået næsten 40 år siden ,og nu sidder jeg og tænker tilbage, såmænd iført et splinternyt og jomfrueligt tandsæt, uden hakker og ridser og gule pletter, og uden manglende tænder hist og pist. Alle tænderne er der, og de er hvide – og det har jeg ikke prøvet i mange år.

Jeg smiler endda i Netto
Jeg er faktisk tæt på at være lykkelig over mit nye smil og tænker over, om der virkelig ikke skal mere til for at opnå en bedre livskvalitet, et bedre selvværd – og en mere glad og energisk udstråling, der også indvirker positivt på andre mennesker. For jeg smiler bare mere, simpelthen fordi jeg nu tør blotte bisserne. Ja, jeg ler endda i den alenlange kø i Netto før lukketid lørdag.

Det er lige før, det er for meget!
Det skyldes alt sammen det særdeles professionelle arbejde, som hele personalet på Klinikhuset Klitgaard– med Ole Klitgaard i spidsen – udførte på basis af mine ruiner. Og årsagen til, at projektet blev vellykket, er ikke mindst en positiv indgang til mig som patient. Noget jeg i mit karriereforløb hos tandlæger over hele landet, aldrig tidligere har oplevet. Og jeg ved, hvad jeg taler om.

Jeg har lidt hos et utal af tandlæger – fra Ålborg i nord til Svendborg i syd – og alle steder har jeg på den psykologiske front følt mig dårligt behandlet. Min pointe er: Her lægger du tusindvis af kroner i kassen, og alligevel skal du have en følelse af, at du som kunde på en eller anden mystisk måde er til besvær og et umuligt og irriterende projekt at slås med.

Tænderne dryssede ud
Gennem årene blev tandsættets tilstand værre og værre, selv om jeg overholdt alle eftersyn og fik udført alt det nødvendige. For et par år siden begyndte tænderne så at sige langsomt at falde fra hinanden. Ikke på grund af paradentose, men simpelthen fordi der var rodbehandlet og repareret så meget med fyldninger og andet djævelskab, at grundstammen var begyndt at smuldre. Tænderne dryssede simpelthen ud. Én efter én. Flæskesvær og friske æbler, plukket frisk fra træet, måtte jeg desværre stoppe med for nogle år siden – af frygt for, at det skulle sige det berømte krrkkk – og jeg derefter sad der med endnu en tandstump i hånden.

Pris: Som en BMW

Det kulminerede for et par år siden, da jeg pludselig mellem glade turister på en færge i det græske øhav pludselig stod med en fortand i hånden. Læs: Ferie delvis ødelagt. Jeg foreslog min hustandlæge i Odense en bro i overmund og undermund, men hun mente, at mit tandsæt var for dårligt til at bære broerne. »Du skal have implantater, men det er jo ikke helt billigt…” Nej, tak skæbne, det ville koste en bil i BMW-klassen. Jeg gik i gang med at undersøge tilbud om at få udført totalsaneringen i Ungarn, Tyskland og Sverige. Billigere ja, men besværligt, hvis noget gik galt, og hertil kom udgiften til rejsen, plus den manglende tryghed. Men via en tidligere kollega hørte jeg tilfældigt om Ole Klitgaard og hans klinik i Rudkøbing.

Jeg skrev en længere mail til ham, hvor jeg beskrev mine lidelser. Og der kom prompte svar.

»Kom herned til en undersøgelse, det er gratis. Kærlig hilsen, Ole.

Øh, kærlig hilsen? – sådan var der aldrig nogen tandlæge, der havde skrevet til mig, hvad var han dog for en starut? Ok, gratis er jo ikke at foragte, så turen gik fra Odense til Langeland. Langeland, tænkte jeg, kan de virkelig lave sofistikeret arbejde der? Men jeg kunne lide atmosfæren med det samme. Undskyld udtrykket, men der var ikke meget landsbyklinik over stedet. Stemningen var venlig og imødekommende, og Ole Klitgaard brugte lang tid på at tale med mig.

Skræk for sprøjter
Han mente ikke, tandlægen i Odense havde ret. Ud fra et såkaldt panoramafoto kunne han se, at mine tilbageværende tænder og rodnet ville være stærkt nok til at bære en såkaldt fuldbro – eller Storebæltsbro om du vil – i overmunden, og en delvis bro, kald den bare en Lillebæltsbro, i undermunden.

Vi gik i gang i marts i år. Min nervøsitet var stor, især fordi jeg gennem årene havde udviklet en skræk for sprøjter, fordi jeg simpelthen har fået så mange, og fordi det engang lykkedes en tandlæge i København at prikke hul på noget væv ved næsen, så blodet sprøjtede ud af næseborene.

I første omgang blev det resterende tandsæt grundigt repareret og præpareret med rodbehandlinger, nødvendige fyldninger, og alt det, der nu engang følger med. Ole tilbød mig lattergas, mens der var gang i sprøjterne. Og det var mange. Det hjalp mig til at tænke på noget andet, når nålene jog ind i det meget følsomme tandkød. Hele ånden på klinikken er præget af en stor medmenneskelighed – for eksempel, at der også er mulighed for at holde klinikassistenten i hånden, når nålen går ind. Den første dag var hård, næsten seks timer i stolen, men min glæde var stor, da jeg fik et spejl i hånden og så min midlertidige, nye overmund af acryl. Wauwww.

Tid til æbler og flæskesvær
Jeg var hos Ole en 4-5 gange á mange timer. Så var det overstået. Vupti, et nyt tandsæt af porcelæn og halvanden gang stærkere end et normalt tandsæt. Nu spiser jeg såmænd flæskesvær og æbler igen! Ole havde lagt en tidsplan og et budget for behandlingen. Og alt blev overholdt til punkt og prikke. Der opstod ingen komplikationer, og det er faktisk en af de få gange, jeg har oplevet, at der ikke efterfølgende var problemer i form af smerter eller akutte ekstrabesøg.

Ole gav mig endda en omfavnelse, da det hele var overstået. Hvornår har du sidst fået et knus af din tandlæge? Nej, vel.

Billigt er det ikke, men heller ikke dyrt, for det drejer sig jo om at investere i livskvalitet. Nogle køber en ny bil eller et samtalekøkken for at vise sig frem over for familie og venner… Jeg har såmænd bare købt mig en ny mund og et nyt smil. Så nu tør jeg åbne munden igen – og det er alle pengene værd.

[Lider du af tandlægeskræk?]