Større frihed at synge med nye tænder

Gerda Dalager har fået implantater i undermunden. Hun har ellers levet med løse proteser siden hun var 18 år. Investeringen i nye tænder er hun glad for.

Af Lars Rasmussen, Vid & Sans

– Mine nye tænder i undermunden er den dyreste og bedste julegave, jeg nogensinde har givet mig selv, smiler Gerda Dalager fra Svendborg.

Sent efter fyraften den 22. december 2009 jublede både hun og tandlæge Ole Klitgård på klinikhuset i Rudkøbing. Implantaterne i undermunden var placeret og sad som de skulle.

Et liv med protese
Gerda Dalager er pensioneret specialpædagog. Hun har masser af gode minder – men ikke om tandlægebesøg. Så længe hun kan huske, har tænderne voldt problemer.

Som ganske ung fik hun engelsk syge. Det betød, at hendes tænder blev forvandlet til spidse ”musetænder”, og selv om tandlæge Koch i Varde, hvor hun voksede op, gjorde hvad han kunne, blev det aldrig rigtig godt.

Som 15-årig fik hun 4 stifttænder, som 18-årig fik hun protese i hele undermunden, og da hun var midt i 20´erne, blev alle tænderne i overmunden også skiftet ud.

Hvert 5.-10. år fik hun proteserne fornyet, og hver gang gik der 3-4 måneder, hvor alt virkede mærkeligt i munden.

– Det blev jo en vane at tænke på, om jeg nu kunne holde tænderne på plads, og undgå at spise noget, som risikerede at glide ind under protesen, for det kunne være meget ubehageligt, fortæller Gerda.

Tænder på en time – plus lidt mere
Efter mange års udskiftninger, var det efterhånden blevet håbløst at få en protese til at passe især i undermunden. I august 2009 foreslog klinisk tandtekniker, Birgitte Berling, at Gerda skulle tage over til Klinikhuset Klitgård, for Ole skulle være den bedste til implantat-operationer.
Ole Klitgård var den første i Danmark, der lavede ”tænder på en dag”. Det er siden med ny teknik blevet til ”tænder på en time”.

Gerdas oplevelse kom til at strække sig over nogle uger. Først skulle hun undersøges, siden blev hun scannet i Odense, og mens hun ventede derhjemme, blev billederne behandlet og et nyt tandsæt blev bygget op til at passe helt præcist.
I løbet af december blev den nye bidhøjde tjekket omhyggeligt flere gange. inden tandsættet passede 100 procent med overmunden. Så endelig kunne operationen gennemføres den 22. december. Hun kom ind på klinikken og fik spændt en guideskinne fast på gummerne, og Ole borede seks steder og satte rawplugs i.

– Ole var fantastisk til at berolige og fortælle en masse sjov, hver gang han bedøvede mig, så selv om jeg sukker dybt og er nervøs, når jeg skal ind i stolen, så er resultatet det hele værd, siger Gerda Dalager.
– Når man ligger halvanden time med åben mund og føler, man bliver druknet i vand, så er Oles humor utrolig vigtig. Ellers tror jeg, jeg var løbet bort, smiler Gerda.

Alle pengene værd
I foråret 2009 døde Gerdas mand gennem 30 år af en kræftsygdom. De to havde levet et aktivt liv og især nydt den store fælles interesse: At sejle. Efter hans død havde hun ikke lyst til at sejle og satte båden til salg. Til gengæld fik hun mod til at synge i kor.

– Nu, da jeg ikke længere skal være bange for, om tænderne klaprer eller falder ud, tør jeg godt synge i kor, siger hun med et smil.
– Jeg brugte lidt af arven efter Erik til implantaterne, men jeg havde nu gjort det alligevel, for jeg vil til enhver tid hellere bruge 100.000 kr. på implantater end på en bil, forsikrer hun.